Urimelig behandling af børn og forældre i Tune

Januar 2009 / Kai Nielsen (www.kainielsen.dk)
I Venstre er vi også undrende over flertallets (Soc.,Kons.,Radikale og SF) beslutninger om indskrivning til de nye klasser til de 2 skoler i Tune. Vi kan sagtens forstå frustrationerne i læserbrevet fra Katja og Peter Bjulf Gindrup. Vi har søgt at forhindre ændringen, men flertallet ville ikke forhandle.
Tidligt i efteråret 2008, inden forældrene fik brev på hvilken skole de skulle henvende sig på vedrørende indskrivning af deres barn, blev skoledistrikterne ændret en smule i Tune således 3 klasser matchede det aktuelle antal børn. På daværende tidspunkt besluttede et enigt udvalg 2 klasser på Tune skole og 1 på Lundegårdskolen.
Efter forældrene i efteråret 2008 havde besøgt skolen, og fået indskrevet deres barn på den anviste skole, mente flertallet pludselig noget helt andet. Nu skulle der 2 klasser på Lundegårdskolen og 1 på Tune skole.
Venstres medlemmer i Børne og Unge Udvalget har stemt imod denne ændring, idet det er en ganske urimelig måde at behandle børn og forældre på.
Når Børne og Unge Udvalgets formand kommenterer denne politiske studehandel indenfor flertalsgruppen vil der sikkert komme en påstand om, at Venstre kun har stemt imod for at nedlægge en skole i Tune. Lad mig straks sige det vil vi ikke.
Venstre har flere gange sagt, at vi vil bevare Lundegårdskolen som undervisningssted og bevare Tune skole som undervisningssted, og så vil vi samle de 2 skoler under en ledelse og en administration. Fra 6. klasse går alle børn i forvejen på Tune skole, så vi mener det vil være en fordel med en ledelse der kan koordinere børnenes undervisning i hele skoleforløbet.
Besparelsen ved at samle ledelse og administration på de 2 skoler er iflg. forvaltningens oplysninger til hele Byrådet 1,2 mill. årlig. En besparelse der ikke vil berøre timetallet for børnene. Når der er en situation som kræver besparelse går Venstre efter at i videst muligt omfang fastholde kerneydelsen og se på om der kan hentes besparelse på strukturændringer, administration m.v.
Flertallet (Soc.,Kons.,Radikale og SF) har en uspecificeret besparelse på BUU området på 4,3 mill i 2009- og samlet i årene 2009-2012 på 55 mill.
Udbygningen af boliger i Tune området vil desværre nok ligesom alle andre steder blive forsinket nogle år grundet den såkaldte 'finanskrise'. Naturligvis skal vi sikre os, at der er plads på skolerne i Tune til alle børnene, også til de der kommer til at bo i de nye boliger.