Skolestruktur i Tune

September 2009 / Kai Nielsen (www.kainielsen.dk)
Som ordfører på sagen 8.9.2009 vedr. ekstrabevilling til Lundegårdskolen.

Det er ikke ukendt for Byrådet, at de mindre skoler i kommunen har en dårlig økonomi. I øjeblikket har vi 3 skoler i den situation.
Allerede i juni 2005 vedtog Byrådet, at se på skolestrukturen i Tune og i Hundige. Baggrunden for den beslutning var netop de mindre skolers økonomiske situation.
Flertallet har ladet stå til i snart 4 år, og bærer således det fulde ansvar for manglende handling.
Regningen for manglende handling i Tune ligger på Byrådets bord i aften. Ekstraregningen er på 1.6 mill. fordelt på en tillægsbevilling på 935.000 kr. i 2008 og nu igen en tillægsbevilling i 2009 på 668.000 kr.
Fra Venstre side har vi gentaget forslaget om at samle de 2 skoler i Tune under 1 ledelse, 1 administration og 2 undervisningssteder.