Konservative melder sig ud af blå stue

29. oktober 2009 / Kai Nielsen (www.kainielsen.dk)
Venstre har altid gået på blå stue, og vil fortsat gå der. Venstre har gennem årene vist at nytænkning, omstilling og udvikling er med til at skabe en bedre kommune til de samme penge.

Måske har de konservative i Greve Byråd i al hemmelighed gået i Ritt Bjerregårds røde klasser som træning til at være på rød stue.Det er nu sikkert, at de konservative stemmer i Greve vil høre til på rød stue ud fra det valgforbund de har indgået.

Socialdemokraternes Brian Hemmingsen fastslog på et vælgermøde forleden at han er deres borgmesterkandidat. Er Brian det røde valgforbunds borgmesterkandidat?

Greves vælgere leverede stemmer til et solidt borgerligt flertal på 13 (blå stue) mod 8 til rød stue ved seneste valg i 2005.

Nu er det Venstre og Dansk Folkeparti som er de borgerlige partier til valget den 17. november, og som vil præge Greve Kommune med en borgerlig politik. Derfor beder vi om de borgerlige vælgeres opbakning, og der er ikke tvivl om hvem vælgerne får som borgmester ved at stemme på Venstre og Dansk Folkeparti.

Rød stue har i deres budget for 2010- 2013 allerede taget hul på den røde stue's tankegang med uspecificerede besparelser i de kommende 4 år,og endnu værre med store kasseunderskud. Rød stue tankegangen siger klart skatteforhøjelse i 2011, og det er kun et par år siden vi havde den sidste.

De konservative på Christiansborg kæmper for skattelettelser, men deres medlemmer i Greve kæmper sammen på rød stue om skatteforhøjelser. Besparelser kan de ikke blive enige om. Det er demonstreret mange gange de seneste 4 år. Venstre har naturligvis også besparelser / omstillinger i vort budget 2010 - 2013, men vi har også en ordentlig balance hen over de 4 år - 2010-2013. Venstre ønsker at styre uden om skatteforhøjelser.