4 akutsygehuse i regionen

17. marts 2010 / Kai Nielsen (www.kainielsen.dk)
Region Sjællands borgere fik 4 akutsygehuse

Region Sjællands 820.000 borgere skal om 8-10 år have et godt og velfungerende sygehusvæsen. Sygehusplan 2010, der først er på plads i 2018 - 2020 skal tage hensyn til patienter, medarbejdere og helheden.

Ved at vælge forslaget, der placerer et akutsygehus i Nykøbing F. til den sydlige del af Region Sjælland, et akutsygehus i Slagelse til den vestlige del af Region Sjælland, et akutsygehus i Holbæk til den nordlige del af Region Sjælland og et hovedsygehus i Køge til den østlige del af Region Sjælland, er der taget rimelige hensyn til alle regionens borgere. Ingen borgere får mere end 50 km til et akutsygehus. Flere af de andre løsninger vil give betydelige større afstande.

De nuværende sygehuse i Kalundborg, Nakskov, Fakse og Ringsted skal udvikles til sundhedscentre i tæt samarbejde med kommunerne. I min optik skal der være sundhedscentre i alle kommuner i regionen for at kommunerne kan klare de sundhedsopgaver kommunalreformen har lagt ud til dem.

Sygehusene i Roskilde og Næstved vil udføre en række sammedags aktiviteter – hofter, knæ etc. –således regionen kan nå det mål at holde 95% af behandlingen på regionens egne sygehuse. Endvidere skal de have en skadesklinik.

Med placeringen af regionens hovedsygehus i Køge er der samtidig taget hensyn til rekruttering af medarbejdere til alle de specialer hovedsygehuset skal indeholde. Hovedsygehuset skal kunne tiltrække speciallæger til at kunne håndtere alle specialer som regionen har fået tildelt.

Hovedsygehuset skal samtidig fungere som universitetssygehus med forsknings- og uddannelsesopgaver.

En ikke uvæsentlig faktor er, at det vedtagne forslag også er det billigste med en udgift på ca. 8.5 milliarder. Penge er godt nok ikke alt, men de skal under alle omstændigheder skaffes, og det der lånes skal afdrages og forrentes.

Behandlingsmetoderne udvikles med eksplosiv fart. Ser vi 10 år tilbage er der sket en fantastisk udvikling, og den stærke udvikling vil givet fortsætte de kommende år. Først i 2018-2020 vil den plan Regionsrådet vedtog være indført.

Jeg er fuldstændig opmærksom på at når man vælger noget – i dette tilfælde placering af regionens akutsygehuse – så vælger man samtidig noget andet fra. Men når sygdom rammer os vil vi gøre alt for at få den bedste og nyeste behandling, og så er der ingen som accepterer at en gammel struktur forhindrer den nyeste og optimale behandling. Derfor må vi også acceptere at strukturerne tilpasses til de fremtidige forhold.

Kai Nielsen (V), Medlem af Regionsrådet, Højager 12, 2670 Greve