Velkommen til min hjemmeside

LIVET ER EN REJSE - LIVET SKAL FORSTÅS BAGLÆNS, MEN LEVES FORLÆNS.
Det er fantastisk enkel og præcis beskrivelse af Steve Jobs professionelle liv
Præsident Barack Obama om Apple's Steve Jobs
"Modig nok til at tænke anderledes, frygtløs nok til at tro, han kunne ændre verden, og talentfuld nok til at gøre det."

Venstre foreslår It investeringer i skolen og børnehaven

Oktober 2011
Venstre ønsker at forcere investeringen i it-baserede løsninger i skolerne og børnehaverne. Internet giver hver dag mange nye muligheder, e-bøger er hastigt på vej frem, de såkaldte Apps som vi kender fra Smartphones og tablet pc'er stormer frem.
Der er gennem en årrække investeret i it - bl.a. smartboards etc. Venstre ønsker vi gerne udviklingen forceret. Det kræver yderligere investeringer i it-udstyr, driftsikre trådløse netværk, it-baserede undervisningsmaterialer samt efteruddannelse af lærer og pædagoger. Derfor har vi sat 7.5 mill. af over de næste 2 budgetår.
Ny teknologi skyller ind over nutidens børn, men mens mange af dem har værelserne spækket med super moderne it-udstyr, så står det i grel modsætning til det de møder i skolen og børnehaven.
For kort tid siden var der en undersøgelse som viste, at der i mange skoler og børnehaver mangler såvel strategi som handleplan for, hvad den nye teknologi med fordel kan bruges til. Med de 7,5 mill. vi vil gerne være med til at udbedre dette.
De seneste 2-4 år er der sket en helt utrolig udvikling på it-komponenter i hjemmene. Musik, billede, video, tv, bøger er med eksplosiv fart blevet digitaliseret - de gode gamle Cd'er, DVD'er og bogreolens rækker af bøger er hastigt på vej til at blive afløst af smartphones, tablets, pc'er m.v. Der kommer sideløbende en lang række undervisningsprogrammer som med fordel kan bruges i skoler og dagtilbud.
Professionshøjskolen UCC har spurgt landets kommuner om deres hensigter med brug af it i skoler og dagtilbud, og det viste sig, at tre fjerdele af kommunerne hverken har strategier eller handleplaner på området. Dertil kom at kun 11 procent af kommunerne kunne bekræfte, at it-kompetencer spiller en rolle, når medarbejderne er til udviklingssamtaler.
Det er ikke godt nok i 2011. Det er vigtigt, at alle de der beskæftiger sig med undervisning i skolen samt de som skal forberede børnene til den skolegang har en klar idé om, hvad it kan og skal bruges til. Det er jo egentlig ikke et spørgsmål, om medarbejdere vil forholde sig til it i forhold til børnenes læring eller ej - det er et "must" i 2012.
Venstre ønsker at der via udvalget kommer et oplæg til en ny it-strategi og it-handleplan for skolerne og børnehaverne i begyndelsen af 2012.
Kai Nielsen. Medlem af Greve Byråd, medlem af Børn og Unge udvalget

Det handler stadig om patienterne?

August 2011
Regionerne blev skabt ved kommunalreformen i 2007 af hensyn til patienterne. Der var behov for en række svære beslutninger for at fremtidssikre det danske sundhedsvæsen kunne levere behandling af den kvalitet, som patienterne forventer.
Samtidig med Regionernes fødsel fik de nye større kommuner opgaver på sundhedsområdet med f.eks. forebyggelse, genoptræning og sundhedshuse. Kommunerne fik også pligt til at medfinansiere en del af sygehusene.
Samarbejdet mellem kommunerne og regionerne er beskrevet i sundhedsaftaler, der udarbejdes hver 4 år. Der sker løbende opdateringer i 4 års perioden. I Region Sjælland er det et fortrinligt samarbejde med kommunerne, hvilket giver sig udtryk i en fælles sundhedsaftale mellem de 17 kommuner og regionen.
I de snart 5 år regionerne har arbejdet er sygehusene er blevet mere effektive, og ventetiderne blevet forkortet. Der er tale om en markant større effektivisering end på andre områder indenfor den offentlige sektor. Det har givet hurtigere behandling af patienterne og mere tilfredse patienter. Der er altså rigtig meget at glæde sig over og være stolt af.
Godt hjulpet af en historisk omfattende investering fra regeringen, er stregerne for det næste århundredes sygehusstruktur nu på plads med 18 sygehuse. I Region Sjælland med de 4 akutsygehusene i Holbæk, Slagelse, Nykøbing F. og Køge. Sygehusene i Roskilde og Næstved vil have en rolle mange år endnu.
Jeg mener at der er nået gode solide resultater i de 5 år. Men godt er ikke nødvendigvis godt nok. Hvis vi på nogen måde kan gøre det endnu bedre for patienterne, skal vi gøre det. Ingen hellige køer – det eneste, der tæller, er patienternes ve og vel.
Sundhedsvæsenet står overfor nogle andre udfordringer i dag sammenlignet med situationen for bare få år siden, og derfor er det fint at få en fordomsfri debat om strukturen. Udgangspunktet skal bare altid være patienterne.
Der er nævnt store besparelser ved at nedlægge regionerne. De 5 regionsråd bruger ca. 60 mill. Skal der i stedet ske honorering af professionelle bestyrelser og honorering af deltagerne i de kommunale samarbejder så er de penge og måske endda flere hurtigt brugt.Erfaringerne med sådanne konstruktionerne i europæiske lande har givet et dyrere sundhedsvæsen. At tro erhvervsfolk og eksperter skulle lave et stykke gratis arbejde er direkte naivt. Erfaringer fra andre steder i staten er, at professionelle bestyrelser jo ikke giver garanti for at alt er fryd og gammen. Jeg behøver nok ikke nævne navne på statsvirksomheder og it- projekter med kritisable forløb.
Jeg håber der kommer en evaluering af regionernes indsats til dato, og der må gerne være reference til andre landes systemer. På den måde kan der gennemføres en åben debat på et fælles grundlag. Det mener jeg man skylder borgerne, kommunalbestyrelserne og regionsrådene at lave en ordentlig evaluering.
En konstruktion med f.eks 3 nye sygehusfællesskaber vil i min optik også give behov for større kommuner - omkring 125.000 borgere - når de skal overtage flere sundhedsopgaver.
Arbejdsfordelingen i kommunalreform 2007 er ikke indarbejdet helt endnu og ej heller robust nok til det jeg mener der kan ligge i det nye forslag.
Vi må ikke glemme at det handler om patienterne.
Kai Nielsen (V), Medlem af Regionsråd Sjælland og Greve Byråd

Hvad sker der i Region Sjælland.

Juni 2011
Hvad sker i Region Sjælland er et spørgsmål jeg ofte får fra borgere jeg møder på min vej rundt i Greve og omegn. Derfor vil jeg gerne opridse mine indtryk fra det første år - godt og vel.
Den nye sygehusplan 2020 var første punkt vi tog fat på. Det endte med et forslag om hovedsygehus i Køge og akutsygehuse i Holbæk, Slagelse og Nykøbing F. Planen er senere blevet godkendt af regeringen og betydelige midler bevilget. Der kunne godt være 1 mia. mere, men det kan måske ændres i løbet af de kommende 8 år. Som konsekvens af sygehusplan er opbygget ny akutafdeling i Køge og Slagelse, ny akutafdeling indvies den 1. juni i Nykøbing F og der er i Holbæk gang i bygning af ny akutafdeling. Sygehuse i Nakskov, Fakse, Korsør og Kalundborg er lukket eller under afvikling. Der er påbegyndt byggeri af nyt psykiatrisk sygehus med sikringsafdeling i slagelse - pris 1,3 mia.
I samarbejde mellem Regionen og Lollands, Fakse, Kalundborg, Odsherred og Vordingborg kommuner opbygges der i den kommende tid sundhedscentre indeholdende såvel regionale som kommunale funktioner. Økonomien kommer fra regeringens særlige udkantspulje, kommunerne og regionen. Indholdet i de forskellige sundhedscentre er beskrevet, og byggeriet vil foregå over de næste par år.
Fra maj 2011 er der etableret sundhedsfaglig betjening i forbindelse med kald til 112. Denne er placeret i Slagelse. Samtidig er der etableret akut beredskaber med paramedicinere i de områder der har længst til akutsygehusene. Styringen og overvågningen af ambulancer og akut beredskaber styres fra vagtcentralen. Det er ønsket at lægevagten biler kan indgå i centralens overvågning, men det er der pt. ikke overenskomstdækning til.
Der foregår i samarbejde med Region Hovedstaden afprøvning af en helikopter i akut beredskabet (finansieres i prøveperioden af Trygfonden). Den ses jo ofte over Greve på dens vej til og fra Rigshospitalet. Der er og bliver landingspladser ved regionens akutsygehuse.
Der er indgået en sundhedsaftale mellem de 17 kommuner og regionen indeholdende beskrivelse af spilleregler fro situationer hvor patienterne passerer snitfladen mellem kommunen og regionens ansvarsområder.
Lægemangel i yderområder er et af de vigtige emner der arbejdes med. Regionen arbejder aktivt med at få læger til disse områder, og det ser ud til at virke. Greve er jo også et område med potentielt lægemangel. Læger ønsker at være i lægehuse / sundhedscentre, således de kan udveksle erfaringer og være fælles om løsninger. I Greve er strukturen mange en-mands praksis. De kan være svære at sælge og på den måde kan der opstå lægemangel.
Budget 2011 blev vedtaget af et samlet Regionsråd. Der er midtvejs i perioden justeret i dette budget med henblik på at rette op på et mindre forventet merforbrug. Arbejdet med budget 2012 starter primo juni. Budgettet er på godt 16 mia.
Kai Nielsen, Regionsrådsmedlem og Byrådsmedlem

Danmarkspremiere på lægehelikopter for Region Sjælland og Region Hovedstaden.

April 2010
Et projekt finansieret af Trygfonden de næste 1 1/2 år. Den er placeret på Ringsted Lufthavn, og har dermed ca. 20 minutter til alle på Sjælland. Starter 1. maj 2010. Projektet skal være med til at vise om helikopteren med fordel kan indgå i Danmarks nye akut-beredskab når vi får de nye suppersygehuse i 2018-2020.

Du har i november 2009 været med til at give mandat til en der

  • med udgangspunkt i en borgerlig politik går ind for et bredt samarbejde,
  • har praktisk erfaring med brede samarbejder,
  • er flittig, ærlig og forfølger målene,
  • ønsker nye ideer og tanker til kommunal / regionel opgaveløsning afprøvet,
  • vil administrere kommunens / regionens penge som du administreer din egne penge,
  • har betydelig erfaring fra det politiske arbejde kommunalt og regionalt,
  • har mange gode kontakter i og udenfor det politiske system
  • fra sit erhvervsarbejde er vant til at tilpasse og udvikle opgaver til nye tider og krav,
  • gerne vil have en dialog med brugerne / involverede om nuværende og nye løsninger,
  • er vant til at gennemskue og vurdere komplekse problemestillinger.
Har du spørgsmål, information og lignende kan du kontakte mig på mailadressen: kni.greve(at)gmail.com - Jeg vil søge at vende tilbage hurtigst muligt.